Vores opdræt
MyWayCat er et lille passioneret opdræt af Maine Coon-katte, etableret i 2025 og beliggende midt på Fyn. Kattene bor sammen med os i hele huset som en naturlig del af familien, har deres eget værelse og adgang til en stor, sikker løbegård, hvor de kan nyde frisk luft og bevægelse.
Min interesse for Maine Coon-racen begyndte, da jeg i 2006 fik min første kælekat – Molly. I 2017 begyndte jeg at udstille og blev her introduceret til racens standarder og fællesskabet blandt andre opdrættere og entusiaster. Det blev startskuddet til en voksende interesse for avl. I dag er jeg medlem af JYRAK – Jydsk Racekatte Klub – og deltager jævnligt på udstillinger både i ind- og udlandet. Derudover er jeg aktivt bestyrelsesmedlem i Maine Coon Klubben.
Som uddannet Diplomopdrætter i 2025 ved Felis Danica arbejder jeg ud fra et fagligt fundament og med stor respekt for avlsarbejdets ansvar. For mig er det vigtigt at bidrage positivt til racens udvikling og samtidig sikre, at kattene trives i hverdagen – både hos mig og i deres kommende hjem.
MyWayCat er ikke et masseopdræt, men et lille hjem med stor kærlighed til hver enkelt kat.